maanen er af papir
Roman af Morten Leth Jacobsen
Månen er af papir tager afsæt i mine egne oplevelser med at være far til et transkønnet barn – en søn, der nu er en datter. Jeg har selv følt, at der savnedes en stemme, selv om der tales en del om transkønnede for tiden. Nemlig en fars stemme.
Så jeg har brugt mine egne erfaringer om mit eget forhold til min datter til at skrive en historie, der godt nok er fiktion og altså maskerer min datters identitet, men er næsten 100 procent autobiografisk alligevel.
En roman i to spor
I det nederste lag af verden er der en ø, som er uden for tid og sted. Det nederste lag er et smukt, flimrende, magisk sted, hvor folk lever med deres dyr og hinanden. I det nederste lag er der også opstået et skræmmende fænomen – et gigantisk, unaturligt tårn, der vokser op af ingenting og truer øens eksistens. Fortælleren i denne roman dumper ned i denne nedrelagsverden og kan ikke slippe væk – ved heller ikke, om han vil.
I det øverste lag af verden er fortælleren en ret gennemsnitlig mand, forfatter og far til en transkønnet datter. I det øverste lag er livet en kamp for at forstå voldsomme forandringer og en kamp for at holde en hånd under sin datter, der engang var en søn. Månen er af papir er en roman om at leve sit liv i to virkeligheder – en, der er magisk og fiktiv, og en, der er grel og brutal.
Den er en roman om at passe dyr, om tårne og øer og om kærligheden fra far til datter.
Månen er af papir udkom på EC Edition i februar 2025.
